fredag den 24. juni 2011

Familien

Jeg er født i 1984 på Frederiksberg i København.
Da jeg var 0-11 år boede jeg på Frederiksberg i en 2 ½ værelses lejlighed med min mor, far og lillesøster der er, 1½ år yngre end mig. Udadtil var vi en helt almindelig familie på 2 voksne og 2 børn, men bag den fine facade skjulte der sig en familie med en far der var alkoholiker og meget voldelig. Min mor var/er en kvinde med svaghed for voldelige mænd, og havde dermed ingen egentlig indflydelse på hvordan tingende var i hjemmet. En ting har jeg dog aldrig været i tvivl om, uanset hvad hun har sagt eller gjort har hun altid elsket min søster og jeg.
Min far var en meget utilregnelig mand, du vidste aldrig hvor du havde ham. Det ene øjeblik var han glad, og ville give mig alt hvad jeg pegede på, det næste var han sur og afstraffede mig selvom jeg dårligt vidste hvad jeg havde gjort. Han arbejdede ikke (han var invalidepensionist), så det betød at han enden var hjemme for at holde øje med, om min søster og jeg kom lige hjem fra skole eller fritidshjem og om min mor kom direkte hjem fra arbejde. Ellers stod han nede på ”hjørnet” ved kiosken, og drak sammen med de andre alkoholikere, som lå 3 minutters gang fra vores hjem.
Min mor var som sagt en svag kvinde udsat for vold af sin mand, min far! På trods det husker jeg min mor knokle for at tjene penge til familien, på et tidspunkt havde hun 3 jobs, det ene var bl.a. at køre med aviser kl. 3 om natten.
Min lillesøster og jeg havde ikke noget specielt forhold til hinanden i vores barndom. Vi var som dag og nat, hun var køn, populær og havde en masse veninder der så op til hende.
Jeg derimod var lidt kikset havde kort hår, gik i drenge tøj, spillede indendørsfodbold, blev mobbet, var en ”nørd” i skolen og havde kun meget få venner.